Højeste afkast i år og den bedste juli måned i flere år
Her i starten af andet halvår af 2022 er der tegn på, at inflationen har nået en umiddelbar top bl.a. som følge af de rentestigninger, der er gennemført fra centralbankernes side af. Blandt andet er priserne på landbrugsvarer, industrimetaller og olie begyndt at kravle nedad igen ovenpå voldsomme stigninger.
Inflationen er fortsat den altoverskyggende fare, som hænger over de finansielle markeder og for aktieinvesteringer vil det i den kommende tid betyde store udsving på daglig og ugentlig basis på kurserne. Mange investorer frygter stadig recession, som er dårligt for aktier, mens flere og flere hælder til, at tingene falder til ro og forsyningssikkerhed kommer endnu mere i fokus end tidligere.
I juli gav Linde & Partners Global Value Fond og Linde & Partners Dividende Fond et afkast på henholdsvis +7,34% og +7,38%. Dette var en smule bedre end MSCI World målt i danske kroner, som er det indeks vi sammenligner os med. Dette indeks gav et afkast på +6,97%.
Juli måned gav aktier et ordentligt skub i positiv retning.
Value aktier i Linde porteføljerne gav et plus på over 7% på en måned og det er meget usædvanligt med så store stigninger henover en sommer periode, der traditionelt er et tyndt marked med mange på ferie – juli måned plejer at være agurketid.
Reaktionen på aktiemarkedet kan tydes derhen, at der er svimlende summer, som venter på at entrere aktiemarkedet, samtidig med at obligationer trods kursstigninger de sidste par uger fortsat er faldet meget og har givet traditionelle obligationsejere en forskrækkelse.
Efter vores opfattelse er det på høje tid at revurdere sine risiko og afkastmuligheder fremadrettet. Realrenten på en obligation er stadig svær at få øje på, når man tager den høje inflation i betragtning; hvorimod aktiemarkedet ofte gavnes af inflation. Virksomheder kan og skal konvertere prisstigninger på leverancer til prisstigninger på egne varer og har dermed evnen til at være inflationsneutrale.
Vi tror, at Covid-19 og Ukraine krigen får markedet til at søge efter virksomheder, der i mindre grad er driftsafhængige af andre virksomheder i andre lande. Som eksempel kan det fremhæves, at Intel nu snart er færdige med to fabrikker i USA til mikrochip produktion – mens langt de fleste andre chipforhandlere får deres ”vare” produceret udenbys (i dette tilfælde hos Taiwan Semiconductor). Politisk og markedsmæssig risiko vil komme i fokus med de stigende spændinger mellem USA, Rusland, Kina osv. Intel virker til at være en fortsat stærk spiller på 3-5 års sigt, selvom Intel lige her og nu har mistet førerpositionen indenfor sit felt for en periode.
Hvis man som investor kigger på alle de ulykker, der sker omkring en i dag, vil langt de fleste løbe skrigende bort fra aktier og bruge pengene til andre investeringer.
Det er en fejl.
Det er ofte således, at jo flere ulykker man kan konstatere omkring sig, desto større er chancerne for at finde noget godt at investere i på aktiemarkedet. I øjeblikket finder vi gode 3-5 års investeringer, som vil give gode afkast, når verden har snurret rundt en enkelt gang mere og der er nye dagsordener på verdenspressens forside.
Efteråret vil helt sikkert byde på store udsving på aktiemarkedet, også som følge af meget forskellige regnskaber fra forskellige sektorer, som kommer nu her i august og september måned. Men om 6 eller 12 måneder vil value aktier helt klart ligge højere end de nuværende niveauer.