Pilen peger opad

Hvor januar måned var kendetegnet ved meget svingende kurser, har februar fra start til slut været præget af stigende kurser. Det skyldes generelt at regnskabssæsonen er godt i gang og virksomhederne over en bred kam rapporterer gode indtjeningstal. Det har samtidig fået flere til at mane frygten for recession i jorden og indstille sig på en udskydelse af de ellers ventede rentenedsættelser.
 
I februar måned gav Linde & Partners fondene et positivt afkast, på ca. 3,75%. Det i en måned, hvor det generelle marked, målt ved MSCI World i danske kroner, gav et afkast på 4,3%.

Performancehistorik

Vækstforventninger

I det seneste månedsbrev skrev vi om den indflydelse som de 7 største virksomheder, målt på markedsværdi, har på afkastet i diverse indeks. Vi gav samtidig den opfordring at du bør (altid) analysere om de aktier eller indeks du vil investere i, prissættes med baggrund i virkeligheden.
 
For en del af de føromtalte 7 store virksomheder, er det uomtvisteligt at en del af de seneste års kursstigninger er drevet af troen på en enorm vækst i fremtiden. En del bliver bestyrket i troen på dette fordi flere af virksomhederne rent faktisk har formået at levere meget pæne vækstrater i de foregående år. 
 
I et meget kendt studie fra 2002 af virksomheders evne til at fastholde høje vækstrater år efter år, fandt forskerne frem til at ”selvom nogle virksomheder er vokset med store rater historisk, så er de nogle relativt sjældne tilfælde. Der er ingen vedholdenhed på lang sigt i indtjeningsvækst"1.

For et par år siden tog et amerikansk analysehus så spørgsmålet op igen og testede det på baggrund af data fra perioden 1997 til 2021. Konklusionen var den samme som forskerne i den oprindelige analyse havde fundet. 
 
Måden hvorpå analyserne er foretaget er ved at kigge på hvor stor en del af virksomhederne der har opnået en vækst i enten omsætningen eller indtjening (målt ved både EBITDA, EBIT og EBT) hvert år, som er højere end medianen. Der kigges på intervaller af 1-5 år.

1) https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=313984

I tabellen ovenfor ser man (helt naturligt givet) at efter år 1 vil 50% af virksomhederne have en vækst på mere end medianen. Ser man så eksempelvis på hvor mange af virksomhederne der har været i stand til at have en højere omsætningsvækst end medianen i 3 år i træk, er andelen nede på 14,8%. Og efter 5 år er tallet faldet til kun 5,9%.
 
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det hvis man kigger på evnen til at fastholde en høj vækst i indtjeningen før skat. Her er det kun 4,7% af virksomhederne som er i stand til at vokse mere end medianen i 5 år i træk. Disse andele vil naturligvis kun falde yderligere jo længere et tidsinterval der kigges på. 
 
Med det ovenstående in mente, bør man altså overveje om man ved at investere i de virksomheder der er de største forventninger til, er i stand til at udvælge de ganske sjældne, som formår at vokse mere end de fleste år efter år.  
 
I Linde & Partners fondene investeres der udelukkende i virksomheder, hvor potentialet for vækst i indtjening er meget sandsynligt, men uden at man skal betale en høj pris for denne. Historisk set har virksomhederne i fondene haft en gennemsnitlig vækst i omsætningen og indtjeningen på 5-10% om året.

Afkast i Linde & Partners siden start

Vil du vide mere om vores portefølje af valueaktier, så finder du os her: https://www.lindepartners.dk/kontakt-os

Forrige
Forrige

Afslutning på en regnskabssæson

Næste
Næste

Historien gentager sig som regel